Historie

Der har været en dansk Sømandskirke i Rotterdam i Holland siden 1954.

Dér blev det første, danske præstepar ansat. På det tidspunkt boede dansk og svensk Sømandskirke under samme tag i Parklaan 5. I 1962 overhalede Rotterdam New York som verdens største havn, og da organisationen Dansk Sømandskirke i Fremmede Havne havde 100 års jubilæum i 1967, blev det besluttet at bygge en selvstændig dansk Sømandskirke i Rotterdam.

Store Bededag 1970 blev den nye Sømandskirke indviet, og indvielsen blev overværet af den danske konge, Frederik d. IX, og den hollandske dronning, Juliane og prins Bernhard.

Nu efter snart 40 år bliver Sømandskirken benyttet af stadig flere mennesker.

Til kirken er knyttet sømandspræsten og 3 assistenter, og kirken indgår i et samarbejde med Handelsflådens Velfærdsråd. Dertil kan føjes samarbejdet med Den Danske Ambassade i Haag, samt forbindelser til dansk erhvervsliv i Holland.

Hver dag besøges de danske skibe, der anløber Rotterdam havn (i 2008 ca. 1020).

Mange aktiviteter foregår i eller udfra Sømandskirken, f.eks. foredrag, koncerter, fester, ungdomsarrangementer, bogklub og sykreds.

Der sendes kirkeblad ud til ca. 900 familier 3 gange årligt.

Foruden de ugentlige gudstjenester på Sømandskirken holdes der gudstjenester i Groningen og Amsterdam samt økumeniske gudstjenester i ICMA-regi (International Christian Maritime Association).

Sømandskirkens økonomi hviler først og fremmest på privat indsamlede midler. Derfor er det årlige julemarked, hvor mange yder en stor frivillig indsats, af stor betydning for kirkens daglige drift, ligesom hvert eneste bidrag fra den enkelte er afgørende for kirkens fortsatte eksistens.

Deense Kerk er økonomisk og juridisk styret af Menighedsrådet.  Enhver bruger og aktiv i kirken kan indtræde i Menighedsrådet, hvis vedkommende opfylder kravene fra menighedsloven . Der bliver holdt ca 10 møder årligt i Menighedsrådet - og møderne er åbne for offentligheden. Referaterog økonomi kan læses i kirken.  Der aflægges økonomisk beretning til Generalforsamlingen i januar, hvor medlemmerne også er på valg.