Vedtægter

Vedtægter for
Den danske Sømandskirke i Rotterdam
***
(Vedtaget på Generalforsamlingen den 31. maj 2008, m. ændringer i 2009 og 2012.)

§1. Almindelige bestemmelser
Stk. 1. Den danske Sømandskirkes grundlag er den evangelisk-lutherske folkekirke i Danmark. Den danske Sømandskirke i Rotterdam er tilknyttet Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK) og er underlagt tilsyn af Biskoppen i København.
Stk. 2. Sømandskirken er registreret som et selskab (”Kerkgenootschap”) i henhold til nederlandsk lovgivning.
Stk. 3. Den danske Sømandskirke ledes af Sømandskirkens Menighedsråd i samarbejde med Sømandspræsten i henhold til bestemmelserne i disse Vedtægter samt efter reglerne i Lov om Menighedsråd i det omfang denne lovs bestemmelser finder anvendelse for Sømandskirken.[1]
[1]
Stk. 4. Menighedsrådet består af Sømandspræsten og mindst 6 medlemmer, hvoraf 5 eller flere medlemmer vælges af den i Nederlandene fastboende og sejlende menighed, medens ét medlem indstilles af DSUK. Den danske Ambassade i Nederlandene kan desuden tilforordne et medlem til Menighedsrådet.
Stk. 5. Menighedsrådet vælger på sit første møde og af sin midte en formand og en næstformand samt – inden for eller uden for Rådets midte – en Kasserer, dog at Sømandspræsten ikke kan vælges til nogen af disse poster, og Formanden ikke som Kasserer. På dette møde vælges tillige en Revisor, der ikke må være medlem af Menighedsrådet. Revisoren ansættes og aflønnes af Menighedsrådet. Valget til disse poster ledes af Sømandspræsten.
Stk. 6. Sømandspræsten er i udøvelsen af sin pastorale forpligtelse, herunder sin forkyndelse, sit sjælesorgsarbejde og sin undervisning, uafhængig af Menighedsrådet. Sømandspræsten har fuld stemmeret i alle spørgsmål, der behandles af Menighedsrådet, jf. gældende regler om inhabilitet.
Stk. 7. Sømandskirkens Assistenter (Seniorassistent, Juniorassistent og Husmoder) har ret til at deltage i alle Menighedsrådets møder. De kan stille forslag og har ret til at udtale sig i alle spørgsmål, men har ikke stemmeret. Menighedsrådet kan beslutte at behandle sager i lukket møde for kun valgte medlemmer og præst.
Stk. 8. Menighedsrådets møder er i øvrigt åbne for enhver med ret til at udtale sig om de forhold, hvorom de bliver adspurgt, men uden stemmeret. Menighedsrådet kan dog beslutte, at dørene skal lukkes i behandlingen af enkelte sager, og tilhørerne må i sådanne tilfælde træde uden for. Der udarbejdes referat fra alle møder i Menighedsrådet, og referatet offentliggøres på Sømandskirkens hjemmeside og udsendes i de løbende e-mails fra Kirken.

§2. Valgret og valgbarhed til Menighedsrådet
Stk. 1. Valg til Menighedsrådet afholdes én gang om året i forbindelse med afholdelsen af den årlige Generalforsamling i Sømandskirken, jf. ndf. §3, stk. 11. Valget finder sted ved personligt fremmøde i Sømandskirken på Generalforsamlingen eller ved brevstemme efter nærmere regler fastsat af Menighedsrådet. Stemmeafgivningen er skriftlig og hemmelig.
Stk. 2. Opstilling til Menighedsrådet sker ved skriftlig anmeldelse til Sømandspræsten eller Menighedsrådets Formand senest 2 uger forud for valget, på hvilket tidspunkt kandidaten tillige må have indbetalt det nedenfor i stk. 4 omtalte bidrag til Sømandskirkens drift. Menighedsrådets Formand offentliggør kandidaternes navne og eventuelle opstillingsgrundlag på Sømandskirkens hjemmeside senest 1 uge forud for valget, og Sømandspræsten annoncerer både valget og de anmeldte kandidater i forbindelse med gudstjenesterne, så snart disse oplysninger foreligger.
Stk. 3. Valgbar til Menighedsrådet er ethvert medlem af Sømandskirkens fastboende menighed i Nederlandene samt medlemmer af Sømandskirkens sejlende menighed, der har valgret og som tillige på tro og love underskriver menighedsrådsløftet[2].
Stk. 4. Valgret til Menighedsrådet tilkommer medlemmer af Sømandskirkens sejlende menighed, der er fyldt 18 år, samt ethvert medlem af Sømandskirkens fastboende menighed i Nederlandene, der ligeledes er fyldt 18 år. Valgret forudsætter endvidere, at medlemmet har indbetalt et af Menighedsrådet fastsat årligt bidrag til Sømandskirkens drift for den forgangne valgperiode.
Stk. 5. De kandidater blandt Sømandskirkens fastboende menighed, der ikke erklæres for valgte på Generalforsamlingen, betragtes som stedfortrædere. Dersom et medlem af den sejlende menighed indvælges som fast medlem af Menighedsrådet, skal der for dette medlem tillige vælges en fastboende stedfortræder, der kan deltage i møderne under det faste medlems fravær.
Stk. 6. Menighedsrådets formand indberetter navnene på de til Menighedsrådet valgte medlemmer til DSUK straks efter valget samt til Kamer van Koophandel i Nederlandene.
Stk. 7. Såfremt et medlem af Menighedsrådet ikke længere opfylder betingelserne for valgbarhed eller har bragt sig i et afgjort modsætningsforhold til Folkekirken, forelægges sagen af Sømandspræsten på Menighedsrådets vegne for Biskoppen i København til dennes afgørelse, herunder spørgsmålet om hvorvidt medlemmets sæde i Menighedsrådet skal ophæves. Det påhviler herefter Sømandspræsten at underrette medlemmet om Biskoppens afgørelse.

§3. Menighedsrådets, Sømandspræstens og Kirkeassistenternes opgaver
Stk. 1. Menighedsrådets opgaver består i at virke for gode vilkår for Evangeliets forkyndelse samt at sikre Sømandskirkens funktion som ramme for kirkelige, kulturelle og sociale aktiviteter såvel for Sømandskirkens fastboende som for dens sejlende menighed. Menighedsrådet fastsætter i samarbejde med Sømandskirkens ansatte en beskrivelse af arbejdet i Kirken og arbejdsfordelingen mellem Sømandspræsten og Sømandskirkens assistenter.
Stk. 2. Sømandspræsten og Sømandskirkens Assistenter varetager det daglige arbejde i Kirken og har derudover til opgave at varetage særlige opgaver for søfarende bl.a. med besøg på fortrinsvis danske skibe, der anløber Rotterdam samt, i det omfang dette er muligt, andre havne i Nederlandene.
Stk.3. Dersom Sømandspræsten – via Den danske Ambassade i Nederlandene – er akkrediteret hos de nederlandske myndigheder som Socialattaché, er det tillige Sømandspræstens opgave at bistå Ambassaden i de hermed forbundne opgaver. I disse anliggender er Sømandspræsten alene underlagt Ambassadørens instruktioner.
Stk. 4. Menighedsrådet redigerer Sømandskirkens hjemmeside (www.kirken.nl) og udgiver endvidere et kirkeblad (”Kirkehilsen”), der normalt udkommer 3 gange årligt og udsendes til alle medlemmer af menigheden, og i øvrigt lægges på Sømandskirkens hjemmeside. Sømandspræsten fungerer som ansvarshavende redaktør.
Stk. 5. Det påhviler endvidere Menighedsrådet at sikre, at der tilvejebringes det fornødne økonomiske grundlag for Sømandskirkens aktiviteter, herunder ved at opkræve og forvalte bidrag fra menighedens medlemmer samt fra andre personer eller institutioner uden for menighedens kreds til brug for Sømandskirkens drift. Sømandskirkens driftsmidler indsættes på en eller flere konti tilhørende den i henhold til nederlandske regler oprettede ”Kerkgenootschap” med værneting i Rotterdam. Menighedsrådets medlemmer udgør Bestyrelsen i dette selskab.
Stk. 6. Menighedsrådet fremlægger hvert år til vedtagelse på Generalforsamlingen et af Revisoren revideret årsregnskab for det forgangne år samt et budget for det kommende år. Regnskabsperioden løber fra 1. januar til 31. december hvert år. Menighedsrådet fastsætter nærmere regler for opgørelse og afstemning af regnskaberne samt udfærdiger i øvrigt instrukser for Revisorens og Kassererens virke.
Stk. 7. Menighedsrådets Kasserer holder dagligt regnskab med alle indtægter til og udgifter fra Sømandskirkens konti samt fra kassen i forbindelse med salg af varer fra Kirken. Menighedsrådets medlemmer hæfter ikke personligt for Kirkens gæld.
Stk. 8. Alle beslutninger træffes i Menighedsrådet ved simpelt stemmeflertal blandt de stemmeberettigede medlemmer af Rådet, når mindst to trediedele af disse er til stede, jf. ovf. § 1, stk. 4. I tilfælde af stemmelighed er Formandens stemme udslaggivende.
Stk. 9. Præsten, Formanden, Seniorassistenten og Husmoderen kan hver for sig tegne Kirken udadtil samt underskrive eller kvittere for dokumenter, der ikke indebærer nogen udgift for Kirken. Herudover kan de på egen hånd afholde udgifter på op til 500 € til de daglige indkøb og nødvendige anskaffelser o.lign. forudsat i henhold til budgettet. Præsten og Formanden i fællig, eller i deres fravær to andre medlemmer af Menighedsrådet, skal godkende enhver udbetaling fra Kirkens konti på mere end 500 €. Udbetalinger på mere end 1.000 € kræver herudover Menighedsrådets forudgående godkendelse.
Stk.10. Menighedsrådet træffer beslutning om, hvorvidt et medlem har en sådan interesse i en sag, at medlemmet er udelukket fra at deltage i Menighedsrådets forhandling og afstemning om sagen. Det pågældende medlem er ikke udelukket fra at deltage i forhandling og afstemning om sin eventuelle inhabilitet.
Stk.11. Menighedsrådet indkalder til Generalforsamling i menigheden én gang om året i perioden mellem den 15. og den 30. januar. Datoen for Generalforsamlingen fastsættes af Menighedsrådet og offentliggøres i ”Kirkehilsen” samt på Sømandskirkens hjemmeside med mindst 3 ugers varsel og ved Sømandspræstens meddelelse i Kirken i forbindelse med de kirkelige handlinger. På Generalforsamlingen har alle betalende medlemmer af menigheden stemmeret om de spørgsmål, der optages til behandling på Generalforsamlingens dagsorden, der som faste punkter altid skal indeholde (1) Formandens beretning, (2) Valg af Menighedsråd, (3) Vedtagelse af budget og regnskab, (4) Fastsættelse af det årlige medlemsbidrag til Sømandskirken, samt (5) Eventuelt.
Stk. 12. Menighedsrådet fastsætter selv regler for eventuelt samarbejde med andre Kirker .

§4. Sømandskirkens bygninger, ansatte og forholdet til DSUK
Stk. 1. Sømandskirkens bygninger ejes af DSUK, der råder over provenuet i tilfælde af salg eller belåning af Sømandskirkens bygninger, og som tillige afholder alle udgifter i forbindelse med optagelse og afvikling af lån i ejendommen.
Stk. 2. Alle udgifter til bygningernes vedligeholdelse, ejendomsskatter og forsikringer og til Sømandskirkens daglige drift, herunder udgifter til el, vand, varme, renovation, m.v., afholdes af Menighedsrådet ved brug af de midler, der indsamles eller doneres til Sømandskirken. Forbrugsafgifter til el, vand og varme i kirkebygningens lejligheder aflæses særskilt og afholdes af Sømandskirken, jf. nedenfor stk. 4.
Stk. 3. Sømandspræsten og Sømandskirkens assistenter ansættes og aflønnes af DSUK efter de for de af DSUK udsendte medarbejdere gældende regler og i øvrigt efter de gældende overenskomster og regulativer. DSUK afholder rejseudgifterne i forbindelse med ansøgernes ansættelsessamtaler i København og eventuel afholdelse af prøveprædiken m.v. i Rotterdam, dog at Menighedsrådet afholder opholdsudgifterne for disse under opholdet i Rotterdam. Menighedsrådet afholder endvidere rejseudgifterne for medlemmerne af Menighedsrådet samt Kirkens ansatte, der deltager i ansættelsessamtaler i København.
Stk. 4. I det omfang de ansatte bebor Sømandskirkens lejligheder, svares alene husleje til DSUK efter de herom gældende regler, hvorimod lejernes udgifter til varme og el i disse lejligheder refunderes af DSUK til Sømandskirken ved regnskabsårets afslutning. Lejernes huslejeindbetaling til DSUK betragtes som Sømandskirkens bidrag til DSUK og refunderes derfor ikke.
Stk.5. DSUK udarbejder regelmæssigt en mellemregning over de beløb, der er betalt af henholdsvis DSUK og Sømandskirken for hinanden. Afregningen mellem parterne sker normalt senest én måned efter modtagelsen af mellemregningen. I forbindelse med Sømandskirkens årsregnskab udarbejdes tillige en årsopgørelse for mellemregningerne.
Stk. 6. Menighedsrådet udpeger hvert år mindst én repræsentant til DSUKs Repræsentantskab. Sømandskirken afholder rejseudgifterne for Sømandskirkens repræsentanters og medarbejderes deltagelse i tjenesterejser.
Stk. 7. Sømandspræsten indsender hvert år en årsberetning samt en kopi af det reviderede regnskab og budgettet for det kommende år til DSUK.

§5. Vedtagelse og ændring af Vedtægterne
Stk. 1. Vedtægterne udsendes første gang af Menighedsrådet til alle betalende medlemmer af menigheden og vedtages på Generalforsamlingen efter forelæggelse for DSUK, hvis bemærkninger indarbejdes i det forslag, der sættes til afstemning på Generalforsamlingen. Vedtægterne offentliggøres i ”Kirkehilsen” og lægges på Kirkens hjemmeside.
Stk. 2. Forslag til ændring af Vedtægterne udsendes af Menighedsrådet til alle betalende medlemmer af menigheden senest samtidig med forelæggelsen for DSUK og senest 2 uger forud for Generalforsamlingen. DSUKs eventuelle ændringsforslag indarbejdes i teksten inden forelæggelsen for Generalforsamlingen. De således ændrede Vedtægter offentliggøres ligeledes i ”Kirkehilsen” og lægges på Kirkens hjemmeside.

***

[1] SE FOR TIDEN LOVBEKENDTGØRELSE NR. 79 AF 2. FEBRUAR 2009.

[2]”JEG ERKLÆRER HERVED PÅ ÆRE OG SAMVITTIGHED AT VILLE UDFØRE DET MIG BETROEDE HVERV I TROSKAB MOD DEN EVANGELISK-LUTHERSKE FOLKEKIRKE, SÅ AT DEN KAN BYDE GODE VILKÅR FOR DEN KRISTNE MENIGHEDS LIV OG VÆKST”.

F.H.